Madplan uge 44

Indrømmet, uge 43 er udgået. Vores mindste bandit har fejlet NOGET, muligvis mundbetændelse, som har gjort hende til sutte- og flaskefornægter og resulteret i så mange søvnløse nætter i uge 43 at jeg ikke engang kan huske om vi fik aftensmad. Det gjorde vi nok. Tror jeg.

Uge 44 gik bedre!

Mandag: Laksekebab med frisk pasta og broccoli. Opskrift på laksekebab fra LCHF-kogebog. Fisken var et stort hit hos Anton!

img_9269

Tirsdag: Rugbrødsdag.

img_9270

Onsdag: Ældste-bassen livret. Spagetti med kødsovs. Laves kun når en af os har fri og kan sætte den over om formiddagen så den kan nå at simre hele dagen lang :-)

img_9273

Torsdag: Det går først nu op for mig at jeg har glemt at fotografere den! Nå men det var en hel kylle-rylle basse med harissa, brune ris og bønner. Det smagte fint men måske lidt kedeligt og kunne ikke helt veje op for at der jo ikke kommer sprødt skind når man sjasker den ind i harissa!

Fredag: Tomatsuppe (den der færdigslags fra Karolines Køkken) med creme fraiche, suppehorn og flûtes.

img_9291

Lørdag: Spiste vi ikke hjemme!

Søndag: Hjemmelavede flæskestegssandwich lidt a la Meyers. Burgerboller, flæskesteg og svær, hjemmelavet rødkål, æbler, drueagurker og dressing (mayo, creme fraiche, sennep, æblecidereddike, salt, peber).

img_9301

Reklamer

Madplan uge 42

Mandag: Mexi-pandekager med krydret hakket oksekød, børnevenlige grøntsager, ris, salsa og ost.

img_9190

Tirsdag: Vegetardag. Linsedeller med frisk pasta og gnavegrønt. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke men de blev altså lidt (meget) klatkage-agtige. Men fine nok. Har ikke über-optur over dem og der blev absurd mange.

img_9193

Onsdag. Rugbrødsdag. Læg mærke til at jeg kæmper med at udrydde linsedellerne.

img_9196

Torsdag: Jerk-marineret kylling, salat af broccoli, avocoda og radiser med dressing. Ris til børnene. Kylling og salat er opskrifter fra LCHF-kogebøgerne.

img_9202

Fredag. Alene med børnene – derfor, kulsvierpasta fra en Mickey Mouse kogebog jeg havde som barn! Mega-ufotogent og mega comfort-food. Nemt og et hit hos børnene, især den mindste.

img_9205

Lørdag: Suppedag. Hønsekødssuppe med kød- og melboller og brød til. Anton nægtede både suppe og begge slags boller. Fuldstændig. Såå det gider jeg nok ikke lave igen foreløbig. Glemte også billedet midt i aftensmad-stressen.

Søndag: Hurtigsaltet torsk på grøn bund (spinat, asparges, grønne bønner) med ovnfritter af kartofler og gulerødder. Der skulle have været blomkåls-hollandaise til indtil jeg nærlæste opskriften der indeholdt vanvittige mængder af smør og æggeblommer. Det blev blomkålsmos istedet. Fisk og mos er variationer af opskrifter fra LCHF-kogebøgerne.

img_9240

Madplan uge 41

Sidste uge blev en kort madplan da vi endte med at tage i sommerhus fredag-lørdag-søndag. Men resten kommer selvfølgelig her:

Mandag: Fiskefrikadeller med ovnkartofler, råkost og remo. En gammel klassiker og et hit hos begge børn.

img_9121

Tirsdag: Spicy thai-græskarsuppe med creme fraiche, lime, kylling til fyld og brød. Anton synes den var lidt stærk men med en stor klat creme fraiche og masser af kylling røg hele portionen ned. Opskrift fra LCHF – Året rundt.

img_9142

Onsdag: Rugbrødsdag spicet op med tunsalat. Løg på sidelinjen da den 3-årige så kører tunsalat ned i massevis.

img_9147

Torsdag: Butter chicken med brune ris, mango chutney og creme fraiche. Kokkereret af manden i huset som insisterede på at han fulgte opskriften – den blev meget stærk! Bassen måtte give op mens jeg klarede en portion med lidt creme fraiche. Smagen er derudover lækker! Opskrift fra LCHF – Året rundt.

img_9151

I weekenden var vi som  nævnt i sommerhus hvor vi blev vartet op med krebsehale-madder fredag aften og lasagne lørdag. Søndag kapitulerede vi og hev ungerne med på McD. Mindste-bandittens første tur og hun var ret så tilfreds!

Madplan uge 40

Som jeg måske har pippet om så er det ikke ren sushi og rosé at leve på barselsdagpenge og SU. Med det sagt er det jo heller ikke vandgrød og luftfrikadeller – men nok en gylden mellemvej. Herhjemme har problemet nok nærmere været at vi handler ind fra dag til dag og trasker rundt i de samme retter hele tiden, kødsovs, frikadeller, pizza og forfra. Groft sagt. Nu har vi taget kampen op og forsøger at lave madplan og handle til hele ugen og få prøvet nogle nye retter.

For at holde mig selv i ørene og huske på hvad der fungerede – og hvad der ikke gjorde, bliver madplanerne dokumenteret her!

Facts:

  1. Budgettet er 1000 kr pr. uge og dækker alle måltider, madpakker, bleer, modermælkserstatning, rengøringsartikler og lignende.
  2. Hver uge indeholder suppe, fisk, kylling, oksekød, vegetardag og rugbrødsdag. På vaskeægte daginstitutions-vis.
  3. Den 3-åriges helt ærlige dom vil fremgå.
  4. Tingene serveres i gryder og pander herhjemme – så billederne er råt for usødet og alt andet end stylede.
  5. Vi følger ingen kur, religion, diæt eller lignende. Dvs at vi udskifter særingredienser som glutenfri soya med almindelig soya, sesamolie med almindelig olie osv.
  6. 2 børn – need I say vi spiser tidligt. Tingene tager altså IKKE timevis at lave.

Med de ord – kommer her madplanen fra den netop overståede uge.

Mandag: Laks med dukkah samt bønner og spicy fetadip. Pasta til børnene. Rent hit hos den 3-årige! Opskrift fra ‘LCHF – mæt og slank’

img_9062

Tirsdag: Kartoffel-porresuppe med cremefraiche, bacon og brød. En klassiker herhjemme som vi ved bassen kan lide.

img_9074-1

Onsdag: Sesam/soya-marinerede kyllingelår med grøntsagsspagetti. Rigtig pasta til børnene. KÆMPE hit hos bassen og langt fra nok kyllingelår. Opskrift fra ‘LCHF – mæt og slank’.

img_9089-1

Torsdag: Rugbrødsdag – og der blev spist forskudt. Derfor ingen dokumentation.

Fredag: Hakkebøffer med gul mos, smørstegte svampe med cashewnødder og bearnaise. Mosen og svampene er fra ‘LCHF – mæt og slank’ – de voksne var ret tilfredse, bassen – not so much. Men hakkebøfferne var han vild med!

img_9111-1

Lørdag: Æggekage med kartofler og stykker af kyllingepølser i. Tomater og bacon på toppen og ristet rugbrød med smør. Der kommer normalt også avocado ovenpå herhjemme men den var langt fra moden. Højt elsket ret hos bassen. Var tænkt som vegetardag men det faldt lidt til jorden.

img_9115-1

Søndag: Frikadeller med kartoffelmos og brun sovs. Salat af agurk, feta, granatæblekerner og ristede mandler fra LCHF-kogebogen. Godkendt af barnet – undtagen fetaen.

img_9116-1

Er der mon nogen der kan anbefale goder steder at finde inspiration til, eller madplaner? Så smid endelig en kommentar herunder.