Om KBU når man er en familie – nu med nummer

Kender I det, at man fortæller sig selv at man altid er uheldig og at man HELT sikkert får et nummer langt over 300? Og man så alligevel bliver sinddsyg frustreret, vred og ked af det når man så får nummer 338 fordi man nok inderst inde havde håbet på et meget, MEGET lavere nummer? Sådan havde jeg det i mandags. Total, über-lortedag.

Bassen kastede op sent søndag aften og sov stort set ikke hele natten men vækkede mig hver 40. minut. Derfor var føromtalte basse hjemme mandag da mailen tikkede ind og han var sur med sur på og jeg træt med træt på. Der var derfor ikke store mængder overskud da der tikkede meldinger ind på facebook om medstuderende med både nummer 380 og 89. Jeg nåede at tænke et splitsekund at jeg ikke turde tjekke men løb selvfølgelig hen til computeren og klikkede mailen frem. Brevet med nummer er en vedhæftet fil som jeg hurtigt kørte musen over og nåede at skimte tallet 108 inden jeg reflektorisk klikkede på filen. I de to sekunder inden den åbnede nåede jeg at ånde lettet op og glæde mig over nummer 108 inden chokket nok var dobbelt så stort da den kastede nummer 338 i hovedet på mig. Måtte lynhurtigt tilbage og se hvad det der nummer 108 var for noget. 108 KB. KI-LO-BY-TE. Størrelsen på den lorte-vedhæftede fil.

Nå men med manglende søvn + manglende overskud + nummer 338 besluttede jeg mig for at græde et par timer mens jeg byggede brio-bane med en på ingen måder overbevisende entusiasme. Efter de par timer har jeg ikke kunnet mobilisere mere vrede og frustration og nærmere været sådan lidt opgivende. Jeg kan jo sagtens klare at lege læge i udkantsdanmark og bassens far er en voksen mand der også sagtens kan klare at have en pendlende kæreste i et års tid. Men altså, bassen. Det er jo ham der er den store taber i det her. Til den tid nærmer han sig de 2 år og jeg synes bare slet ikke han er stor nok til sådan at undvære sin mor så meget. Heldigvis har han jo en fantastisk far og skønne bedsteforældre og vi er allesammen klar til at stå på hovedet for at det her ikke skal gå ud over ham, selvom det ikke kan undgås i et eller andet omfang.

Mht det der nummer. 300-f******-38. Så er det så højt at det slet ikke fandtes sidste runde. På den anden side er der 440 der har meldt sig til KBU i år, altså ca. 100 mere end sidste runde så pludselig er mit nummer jo knap så skidt – eller er det? Det er fuldstændig umuligt at forudsige. Pt aner vi ikke hvor mange der rent faktisk vælger (nogen tager til sverige, nogen laver phD osv) og hvor alle de nye forløb bliver oprettet. Alt det ved jeg forhåbentlig mere om næste uge. Indtil da krydser vi alt hvad der krydses kan for at jeg kan få mit forløb i Nykøbing F. Det tager jo kun (indsæt selv voldsomme mængder sarkasme her) halvanden time hver vej så hvis bare jeg skynder mig kan jeg nå at kysse min basse godnat.

Btw. Mandag eftermiddag var jeg strikkebio med en veninde. Der er præmielodtrækning. Når lige at hviske at jeg er noget træt af lodtrækninger liiige idag. F*ndme om så ikke mit sædenummer bliver udtrukket og jeg vinder en strikkepose fra søstrene grene. Kan man andet end at grine så???

Om KBU når man er en familie – plan A, B og C

Nu er det præcis en måned og en uge siden jeg tilmeldte mig KBU og jeg kan afsløre at al den tid går udelukkende med en ting – at vente. Hvorfor tænker nogen måske? Det er simpelthen fordi sundhedsstyrelsen skal tælle op hvor mange der har tilmeldt sig og så ‘dimensionere’ som det så pænt hedder med regionerne. Altså fortælle regionerne hvor mange eller hvor få læger de kan få i KBU.

Men næste uge sker det! Uge 39 er simpelthen ugen hvor jeg modtager det nummer som afgør år 2015 for vores lille familie. Jeg ønsker mig rimelig meget et nummer mellem 1 og 20 (der er mellem 350 og 450 cirka). Det ødelægger fuldstændig min pointe med de her indlæg om hvor uretfærdig verden er mod os nybagte læger men hvis nu jeg får nummer 11 fx, lover jeg at finde en med nummer 300+ og få deres historie så dén vinkel ligesom stadig er på plads.

Men jeg får jo ikke nummer 11. Det sker så sjældent for mig sådan noget. Hvis jeg skal være helt ærlig så er jeg ret sikker på et nummer i sidste halvdel af bunken. Men hey – det får man da også et top-godt forløb med gør man ikke? Måske. Bare ikke når man er så skide kræsen som mig. Systemet er lavet så smart at man kan se hvad nummer forløbet gik til i sidste runde så man har en idé om hvad man kan forvente. Fandt så mit yndlings-forløb: intern medicin og ort.kir på Bispebjerg. Valgt af nummer 18 i sidste runde. Nå men intern medicin og kirurgi på Hillerød lyder da også virkelig godt! Valgt af nummer 1 i sidste runde. Sådan fortsatte det. Nå men jeg fik alligevel lagt en plan:

Nummer 1-20: I vil se mig danse regndans ned af Falkoner Alle mens jeg synger “ingen almen praksis til mig”! Og selvom det kunne være et kønt syn er chancen forsvindende lille. Men altså, det ville betyde både yndlingsforløb OG tæt på.

Nummer 20-200: Her ser det stadig nogenlunde fornuftigt ud, jeg vil absolut ikke få yndlingsforløb, især ikke hvis vi ligger tættere på 200 end 100 men jeg kan stadig blive forholdsvis tæt på – læs Herlev, Hillerød, Hvidovre osv. Almen praksis er dog nærmest selvskrevet her…

Nummer 200-300: Heldigvis har jeg søde, fantastiske svigerforældre i Kolding som allerede har tilbudt både logi og børnepasning for dette interval af numre af noget fishy. Altså det afhænger fuldstændig af hvad trenden er og hvad der er populært. Men typisk er det her at sjælland enten slipper op eller vi ude i slagelse, holbæk, næstved osv. Jeg tror næsten det ville værst at få nummer her fordi man ikke aner om det bliver det ene eller det andet.

Nummer 300+: Så begynder jeg at pakke kittelbøgerne og planlægge et år i det sydjyske. Jojo, nordjylland er da stadig en mulighed (og færøerne og bornholm) men som nævnt er der familie i både Kolding og Vejle så det vil altså blive der jeg drager mod. Men nej, ikke for at arbejde i Kolding, Vejle, Fredericia el.l. – for at arbejde i Esbjerg eller Åbenrå. I den her ende af numrene står der også psykiatri på mange af forløbene – GYS!!!

Så hey – kryds lige fingre hele næste uge indtil jeg offentliggører the magic number ik? Mandag er nok ikke nødvendigt, det skulle ligne dem dårligt at sende numrene ud før sidst på ugen….

Om KBU når man er en familie – ingen vej tilbage

Skærmbillede 2014-08-12 kl. 19.07.48

Som ovenstående billede så fint viser så er jeg nu tilmeldt KBU! Vildt! Den, i sidste uge fremsendte pinkode, blev ombyttet til denne fine mail og nu er angstniveauet steget en anelse. Der er nemlig sådan lidt veje udenom KBU nu og her. Man kan nemlig godt udskyde i op til 2 år med at tilmelde sig, så skal man bare selv ud og finde arbejde i mellemtiden. Hvis nu at bassens far havde været færdiguddannet om et halvt eller et helt år ville det selvfølgelig være den oplagte mulighed at vente lidt og håbe at vi alle tre kunne følges ud i Danmark. Men på papiret har han præcis 2 år tilbage, så alt skulle flaske sig usandsynlig godt og han skulle måske presse sig selv mere end hvad godt er for at være sikker på at blive færdig til den tid. Det gider vi ikke. Så om det er nu eller om et år eller halvandet gør det ikke nemmere for os hvis der ender med at stå Åbenrå skrevet i panden på mig. Så hellere få det overstået, KBU er trods alt et dejligt, planlagt uddannelsesforløb og endt KBU udløser også en fin lille lønstigning på str. med et vuggestuebeløb og det er jo ikke at kimse af.

Så nu er jeg tilmeldt ja jeg er så. Og nu er det bare at vente, vente og vente. Tænker jeg lige kommet med en statusopdatering undervejs, sådan lidt om hvad vores plan 0-100-vælger er, plan 100-200-vælger og plan 200+vælger. Når vi altså har en plan 200+vælger. Den er stadig åben for forslag!

Så det er fra nu af og de næste måneder at der skal krydses fingre for at ham Benny B kaster et ordentlig nummer efter mig!

Om KBU når man er en familie – hvad er det egentlig?

Det er ikke nogen stor hemmelighed at jeg læser til læge. Men faktisk er jeg snart færdig. Ikke sådan rigtig snart, men snart i betragtning af, at jeg til januar hvor sidste eksamen ligger, har læst i 7 1/2 år! Det har dældulme trukket tænder ud til tider, måske fordi jeg har valgt at arbejde næsten fuld tid ved siden af, undervise og få et barn og nogle af tingene på samme tid. Men nok om det. Idag blev det hele nemlig lidt mere virkelig da første mail omkring KBU idag landede i min postkasse. Det er noget af det jeg får rigtig mange spørgsmål på når emnet kommer op og derfor har jeg besluttet at dele forløbet her på bloggen, fra en børnefamilies vinkel. Vi starter med en lille fakta-spørgerunde:

Hvad er KBU?
KBU står for klinisk basisuddannelse. Det er det der før hed turnus. Under KBU arbejder man som læge og får løn som læge men der er tale om et uddannelsesforløb og man har ikke ret til selvstændigt virke før KBU er afsluttet. KBU varer et år og består af to forløb der hver varer et halvt år. En KBU kan være sammensat af forløb i medicin, kirurgi, almen praksis og psykiatri men man kan ikke have det samme to gange.

SKAL man i KBU?
Nej man SKAL ikke. Hvis man fx vil arbejde i medicinalindustrien kan man fise direkte ud og gøre det men vil man på et eller andet tidspunkt arbejde som læge så skal man altså i KBU.

Når nu man har læst på KU så foregår KBU vel på sjælland?
Nej. Alle der tilmelder sig fra Århus, Ålborg, Odense og København ryger i samme pulje. Man kan altså ende overalt i Danmark. Ikke Grønland og Færøerne, men overalt i Danmark.

Man må kunne få dispensation når man har børn?
Nej. Ingen dispensation at hente. Fair nok at der ikke spyttes børn ud kun for at få en god KBU men for hulen det er skod.

Er det helt tilfældigt hvor man ender?
Både og. Man får et tilfældigt nummer – helt ligesom da man havde førstevælger og andenvælger i folkeren, her er der bare 300+vælgeren. Så man har lidt indflydelse selv, man kan jo vælge mellem det der er tilbage.

Og hvad er så lige problemet?
Tjah. Ikke så meget. Nårh ja, andet end at vi bor i KØBT lejlighed på Frederiksberg som teknisk set ikke må lejes ud, at vi ikke skal leje den ud hvis det bliver aktuelt for bassens far læser på DTU og skal blive. At bassen går i vuggestue her og ikke skal rykkes kun for et år. At jeg dælme ikke har lyst til at pendle til Thisted!!

Idag startede showet så. Første mail kom. Kære Ditte Marie Jakobsen. Hermed fremsendes din pinkode til brug når tilmelding til KBU åbner d. 11. august. Mvh Sundhedsstyrelsen. Noget i den dur. Årh det kom tæt på pludselig.

Jeg skriver meget mere om KBU og det at være børnefamilie efterhånden som forløbet skrider frem. Synes næsten at det giver det bedste indtryk af hvor irriterende langtrukkent og mærkeligt det forløb er!