Alene på pinden

Denne her weekend er jeg alene på pinden. Min bedre halvdel er på sin årlige jagttur til Bornholm så ungerne og jeg må klare os så godt vi kan til søndag aften. For at det ikke skal være løgn har størstedelen af resten af min familie også valgt at forlade Sjælland.

Og klare os, det kan vi jo sagtens. Det er trods alt mine unger så selvfølgelig kan vi klare en weekend alene. Vi skal også nok både få rent tøj på, mad i munden  OG hygge os – ingen tvivl om det. Men vi kommer heller ikke udenom at når man er to om tingene til hverdag så er rutinerne indrettet derefter – således at der normalt er en der kan tage sig af banditterne men dens anden laver mad og på samme måde er der en der kan putte mens den anden rydder op og vasker op. Det smarte ved den konstellation er selvfølgelig at alt er ordnet når ungerne sover og vi begge kan falde omkuld i sofaen. Normalt er det også mig der har nattetjansen og Faren der står op med banditterne om morgenen. Begge dele lander vist på mig her i weekenden. Fuck, er det nu det er vintertid?

For at starte weekenden helt skævt så ringede de fra ældste-bassens børnehave at han nok skulle hentes. Han havde fået noget i øjet og forsøgt at løse dét problem selv ved at gnubbe øjet grundigt med sæbevand. Så jeg hentede en noget grådlabil dreng med et lettere bordeaux øje. Med bassen på cykel, lillesøster i vognen og Mor her på gå-ben satte vi retning mod apoteket lige som regnen begyndte at vælte ned. Anton græd og både han og jeg var gennemblødte og lillesøster, der som den eneste var i ly for regnen under et regnslag, var aldeles utilfreds med det og kæmpede en brav kamp for at hive regnslaget af. Det gik helt galt da det gik op for drengen med sæbeøjet at Mor mente at fredagsslik ikke skulle indkøbes i Candy Megastore men i Kvickly som ligger rimelig meget mere i den rigtige retning. Så jeg udvalgte nøje min pædagogiske strategi og bestak barnet med både slik, chokolade og et ninjagoblad, smed løbecykel ombord på klapvognen og bar ham hjem.

Vel hjemme var det tid til at få vendt skuden så alle mand blev skiftet over i tørt nattøj og der kom legetøj og dyner på gulvet og tegnefilm på fjernsynet. Aftensmaden kom usandsynlig tidligt på bordet og var alt andet end nærende. Begge unger blev puttet uden så meget som et kvæk og det lykkedes endda at dryppe sæbeøjet med kun 2 forældrehænder til rådighed. Da klokken slog 19 sov de begge, lejligheden var ryddet og vasketøjet hængt op. Så lige nu går det meget godt!

Måske jeg burde gå i seng meget snart? Når nu det er mig der skal op kl 6 imorgen tidlig når Bassen vækker hele hytten ved at råbe ELLY! Det ER morgen!

Godnat herfra :-)

 

Reklamer

7 gode ting ved at min barsel snart er slut!

Om 2 uger har mindsten-bassen vuggestueplads – og det er faktisk ganske okay. Der er meget ved det der er lidt træls, men faktisk også en del som bliver ret fedt:

  1. Pengene. PEN-GE-NE. Jeg fremstiller måske mig selv lidt træls her, men helt ærligt så er det ikke superfedt at få det hele til at køre rundt på barselsdagpenge og SU. Så løn, jeg glæder mig til at vi ses!
  2. Fridage med ældstebassen. Han har haft det ultimativt mest rolige år hvor det eneste vi har skulle nå var skovbørnehavebussen hver 3. uge. Til gengæld har han nærmest ingen fridage haft, helt bevidst, men det er vist en anden snak. Når banditten starter i vuggestue og jeg på job, så skal vi vist have os nogle fridage af og til, ham og jeg.
  3. Ikke at være den der laver, fodrer og rydder op efter bandittens 5 daglige måltider. Faktisk  synes jeg hele min dag går med at skære bidder ud, mose ting, overtale hende til at spise det og tørre det op fra gulvet bagefter. Jeg betaler gerne en vuggestueplads for at nogle andre overtager bare 2 måltider om dagen.
  4. At min egen kostplan forhåbentlig ændrer sig til det bedre så min morgenmad ikke består af en rest havregrød med jordbærmos og min frokost ikke er de afskårne kanter fra et bondebrød med smøreost.
  5. At komme i Frederiksberg Centret og blive helt glad over at der er nye varer på hylderne. Fordi jeg ikke var der igår. Og i forgårs.
  6. At Kvickly-bageren ikke skuler ondt til mig fordi jeg hver evig eneste dag henter den gratis børnebolle. Også selvom jeg ikke skal have andet.
  7. Måske får Fisher Price klaveret endda lov til at overleve når jeg ikke skal høre følgende x 20 i timen; “en gammel bonde havde en hund og Bingo var hans navn, B-I-N-G-O, B-I-N-G-O og Bingo var hans navn”. Måske er det alligevel snart at finde i Mødrehjælpens vindue.

Forældretesten # 1

Både søndag og mandag var bassen en smule skidtmads om natten uden at være sådan rigtig syg, men i håbet om at tage det i opløbet holdt vi ham hjemme tirsdag.

  • tirsdag er den eneste dag i ugen hvor faren har undervisning fra 8-17. Dvs han tager afsted ved 7-tiden og kommer hjem omkring kl 18. Bassen vågnede 6:38 og faldt i søvn på sofaen ca. kl 17. Dvs 20 min med dobbelt forældre-dækning og 10 timer med mor alene på pinden.
  • fjernsynet var tændt uafbrudt fra kl. 6:38 til 14:30. No shit. Og igen fra 16:30 til bassen gik kold. Vi har ikke skyggen af TV eller ipad-kvote lige pt. Det skal nok komme. Måske.
  • jeg fik både redt senge, lagt vasketøj sammen, tømt opvaskemaskinen og ordnet lillesøsters flasker x 2.
  • jeg bagte boller med bassen og havde begge unger med på både bibliotek og legeplads.
  • lige da jeg synes jeg havde allermest styr på det der mor-halløj valgte den ældste at tage en nedsmeltning på trappen hvorefter jeg trak stor-grædende 3-årig op på 4. sal og bestak ham med kage. Note til selv, må huske at læse op på bedre opdragelses-strategier.
  • da dagen sluttede var begge unger i live og mætte. Morgener og eftermiddage alene med begge unger kan ikke få pulsen op længere, jeg klarede sgu en HEL dag!

 

En træls start

Allerede til første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt om jeg havde planer om at amme. Ja selvfølgelig skulle jeg da amme, der er jo ingen tvivl om at sådan giver man sit barn den bedste start på livet og man skal da være rimelig hårdfør for at melde ud at det vil man ikke – selvom man måske ikke har ønsket om at amme. Men jo, jeg ville gerne amme. Det er jo bare lidt nemmere, lidt billigere og skide hyggeligt. Bassen blev kun ammet 2 mdr, set i bakspejlet så var det at han ikke tog ordentlig på ikke det eneste problem. Han sov dårligere og var udtalt frustreret når han skulle ammes. Da flasken blev introduceret faldt der ro på men han nægtede også amningen totalt. Han var sulten. Meget sulten. Med flasken kom maden endelig og den kom hurtigere så hvem ville ikke vælge det?

Pga min ‘mislykkede’ første amning var jeg i ammeambulatoriet under min graviditet og der blev lagt en god plan. Lillesøster skulle bare amme, amme, amme, særligt i starten for så ville produktionen være nemmere at få op senere hen. Jeg var optimistisk og forberedt da hun kom til verden – og stolt over hvordan hun bare hapsede fast og suttede løs som havde hun aldrig gjort andet. Hun fortsatte nærmest non-stop i 50 timer og allerede dagen efter fødslen måtte jeg første gang ringe smågrædende til ammevejledningen på hospitalet fordi hun havde suttet hul. Men planen var den samme, hvis jeg virkelig ville amningen så var det bare at fortsætte.

På dag 2 kom jordemoderen for at lave hørescreening og PKU. Amningen blev nøje vurderet og der var intet galt med sutteteknikken, lillesøster var bare sulten og stærk. Så stærk og ivrig at mælken allerede var løbet til! Så jeg fortsatte og fortsatte, på trods af at det gjorde mere ondt at lægge hende til end at føde hende. Hver gang blev sårene revet op og min lille pige gylpede blod op efter hver amning. Med gode råd fra familie og venner blev der smurt, pakket ind i plastre, klude og luftet. Men det blev faktisk kun værre og selvom lillesøster ikke græd så trillede der mange tårer i det lille hjem.

På dag 7 vågnede jeg med brystbetændelse. Ikke den der am-det-væk brystbetændelse men den slags der kræver antibiotika fire gange dagligt i 10 dage. Igen var beskeden at sårene sagtens kan hele og amningen komme op og køre for dem der rigtig gerne vil. 

Næste uge gik ikke meget bedre, jeg endte med at benytte min relativt nye autorisation og supplere antibiotikaen med en kur mod svamp i lillesøsters maddepot. Svamp kræver bare lige at man også kogevasker hele hjemmet og desinficerer dets beboere – and so we did. Samtidig søgte jeg nettet tyndt i håbet om en mirakelkur, kun for at finde samme besked, alle kan amme hvis bare de vil. 

Har man læst lidt om amning ved man at nedløbsrefleksen styres af oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Selvom at vi naturligvis var fyldte med kærlighed til vores nye lillesøster, så var der efterhånden ikke en dråbe oxytocin til stede i min krop. Derimod var mit adrenalinspejl forholdvis højt og hver amning føltes som en fight-or-flight situation! Det kan derfor heller ikke undre at mælkeproduktionen pludselig faldt, hvilket kun fik lillesøster til at hænge ved brystet døgnet rundt. Ikke noget der hjalp på sårene kan jeg afsløre!

På dag 12 var vi til kontrol på hospitalet, brystbetændelse-fri men fuldstændig slidt i bund. Ammedamen nåede kun at bede mig om at ridse forløbet op inden tårene trillede ned at kinderne mens jeg prøvede at redegøre for 12 dages amme-helvede. Ammedamen var overraskende nok den første der meldte ud at det nok ikke ville lykkes. Uden nogen form for evidens var hendes erfaring at sårene nok kunne hele, hvis altså mælken stod til alle sider og jeg kun behøvede at amme 20 min hver 4. time. Men hvis produktionen skulle op og lillesøster blive mæt så skulle hun jo have lov til at ligge der nærmest non-stop som hun efterspurgte. Og dét fremmer altså ikke sårheling.

Jeg var tyndslidt, faktisk fuldstændig fyldt op af hormoner, følelse af fiasko og dårlig samvittighed over ikke at nyde tiden med lillesøster. Så vi sagde stop. Ammestoppet handlede ikke om at jeg ikke ville, men om at lillesøster ikke trivedes og at jeg ikke var i stand til at være mor for hverken hende eller bassen med så mange smerter.

På trods af alle gode intentioner måtte vi altså give op efter kun 2 uger. Lillesøster er mæt og glad på flasken. Hun er også fuldstændig forstoppet hvilket da er pissehårdt – for hvis bare min trælse krop kunne finde ud af at amme så ville hendes mave have det fint. Det er altså lige en daglig reminder om at hun ikke får den bedste start på livet pga mine manglende amme-kundskaber.

Jeg har det efterhånden bedre. Sårene er ikke helet helt endnu, så det er svært at tro på at de ville have gjort det med en sideløbende amning. De mentale sår er heller ikke helt lægt, hold nu kæft hvor kan hormoner, forventninger og mælk få en ned med nakken. Men ammedamen havde nogen overraskende gode pointer – 1) Det handler ikke om hvor meget man vil det og det er fandme dårlig stil at det er det man kaster i hovedet på alle nybagte mødre! (sidste del tilføjet af moi) og 2) Jeg var skidegod til at være gravid og føde og man kan sgu ikke alt.

Nu prøver jeg at lægge hele amme-affæren bag mig og ikke tænke mere på det. Istedet nyder jeg lillesøster og bassen alt hvad jeg kan.

Dengang bassen kom til verden

Nu hvor fødslen unægteligt nærmer sig, så kommer man jo til at tænke på sin første fødsel. Jeg elsker at læse fødselsberetninger, en lidt sjov liking man vist først får når man selv skal føde eller har født. På trods af dette har jeg aldrig skrevet min egen, men i anledning af den forestående fødsel kommer den her.

12. Februar 2013

Terminsdagen. Desværre den dag hvor vi måtte sige farvel til min farmor hvilket selvfølgelig fyldte alt.

18. Februar 2013

6 dage over tid og dagen hvor vi måtte aflive vores hund. En ting er at være stor, tung og træt af at vente men når ventetiden er så træls får man kun et større behov for at det hele snart vender.

21. Februar 2013

Igangsættelsessamtale hos jordemoderen som skal overtales lidt for at lave den famøse hindeløsning. Vi skal til begravelse senere på dagen og hun er overbevist om at fødslen vil gå igang af hindeløsningen og det ville jo være noget rod. Vi går dog derfra med hindeløsning og tid til igangsættelse på RH 2 dage efter. Hverken hindeløsning eller begravelse kan dog sætte skub i noget og babyen bliver hvor den er.

23. Februar 2013 

Vi har først tid til igangsættelse kl 17 og det føles som den længste dag nogensinde. Vi går en lang tur i centrum for at fordrive tiden inden vi spændte møder op på fødegangen om eftermiddagen – endelig sker der noget! Efter CTG og undersøgelse kan jordemoderen konstatere at jeg er 2 cm åben og at de sagtens kan tage vandet, det gør de bare ikke om eftermiddagen! Så jeg kan jo tage hjem og slappe af og komme igen næste morgen kl 8. På det tidspunkt føltes det som at skulle vente 12 dage mere. På vej ud af døren får jeg dog en tablet som kan hjælpe det lidt på vej  natten over. Vi kører noget nedslåede hjem igen og henter thai-mad på vejen.

De absurd mange plukveer som jeg hele tiden har haft begynder faktisk at bide en smule ved 20-tiden. Jeg ligger mig ind for at sove lidt men falder aldrig rigtig i søvn. Omkring kl 22 er der fuld smæk på veerne som kommer hamrende uregelmæssig men ofte en 2-3 stykker oveni hinanden så pauserne er kortere end veerne. Kæresten bliver beordret i seng da han har været på nattevagt mellem d. 22 og 23. februar og nu ser det jo ud til at der sker noget. Jeg tilbringer tiden i vores stue men udsigt ned til Falkoner Allé hvor lettere berusede mennesker er på vej i byen mens jeg oppe fra lejligheden hvæser ‘de skulle bare vide’ ud mellem tænderne.

24. Februar 2013

Kort tid efter midnat ringer jeg til fødegangen for at fortælle at jeg nu faktisk er i fødsel. Har lovet mig selv at tale ordentligt til diverse sundhedspersonale jeg kommer til at møde så jeg strammer mig an. Men sådan en 1. gangsfødende der har haft veer i få timer og ikke skriger i røret imponerer ikke jordemoderen i den anden ende, som synes at 2 panodiler og et varmt bad samt lidt søvn ville gøre mig godt. Fik tænkt, men ikke fremstammet, tror hun selv jeg kan SOVE? Hvis jeg mener det er virkelig nødvendigt kan jeg jo ringe tilbage en time efter.

Jeg beslutter mig for at trække den så længe som muligt hvis jeg skal slippe igennem nåleøjet hos telefonjordemoderen og klokken er derfor næsten 3 da jeg ringer igen. Stadig med veer der kommer hulter til bulter men med masser af kraft – og jeg ved jo at mit udgangspunkt var 2 cm så jeg kommer jo heldigvis ikke derind og får at vide at jeg er lukket som østers. Er derfor lidt mere bestemt da jeg meddeler at vi kommer!

Vi når fødemodtagelsen omkring kl 3. Alle snakker om at køreturene er så forfærdelige men det husker jeg nu ikke. Synes tværtimod at de 20 min jeg skulle ligge stille med CTG-en var ganske forfærdelige. Dog har jeg, surprise, rigtige veer og er 4-5 cm åben til telefon-jordemoderens overraskelse så vi bliver sendt på en fødestue. Inden da spørger de om smertestillende og her beder jeg allerede om en epidural. Ikke fordi jeg ikke kunne holde det ud, men bassen var skønnet rimelig stor og jeg havde en forestilling om at det ville tage minimum 30 timer at få ham ud så hellere være på forkant. Jeg bliver dog startet ud på lattergas og da først de får skruet godt op for den ligger jeg og knuger masken som min bedste ven.

Ved 6-tiden bliver den famøse epidural lagt. Narkoselægen som har fået tjansen bliver den første som jeg hvæser en smule af da han begynder at remse bivirkninger op. ‘Jeg ved det godt!’ hvisler vist ud gennem mine tænder. Den ligger heller ikke supergodt den epidural men godt nok til at jeg blunder lidt den næste halvanden times tid indtil jeg skal vende mig i sengen og mærker et lille plop. Får tilkaldt den jordemoder som netop er mødt ind og får bekræftet at vandet er gået.

De næste 2 timer er dem jeg husker som ganske forfærdelige. De der overgangsveer som de godt kan lide at kalde dem var fandme stride. Jordemoderen mente at jeg bare skulle følge min krop men her fik jeg vist også lettere bestemt sagt at jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad min krop ville. Samtidig forsvandt al effekt af epiduralen og de slukkede den vist også men jeg sølle lå og prøvede at ryste noget ud af plastiksprøjten som var klistret fast til min skulder. Jordemoderen, som heldigvis var en erfaren og bestemt en af slagsen, dirigerede mig rundt til højre og venstre, på siden og på ryggen for at gelejde bassen ned og ud – og med ganske god effekt.

Omkring kl 09:30 er det tid til sådan at presse for alvor. Jordemoderen påstår at han nok skal være født 5 veer senere og da dette ikke er sket hvisker jeg noget i stil med ‘hun løj!’. Det begynder dog at spidse lidt tid og jeg hører godt at hun snakker med både afdelingsjordemoder og børnelæge fordi CTG’en ikke er vildt pæn, men til dem begge påstår hun at de ikke behøver at komme da han er født om lidt. Denne gang har hun ret, kl. 09:51 kommer vores basse til verden med et ordentlig skrig. Som det første skider han på maven af sin mor og det er derfor en storhylende baby der ligger på min mave og skøjter rundt i fostervand, mekonium og snask. Men han var jo lige som han skulle være, kun 3280 g. mod de skønnede knap 4 kg og 52 cm lang. Efter et par timer holdt han endda op med at skrige og 6 timer efter fødslen pakkede vi ham i bilen og tog ham med hjem.

Tænk at vi snart står midt i det hurlumhej igen!

 

 

40+1

Idag er jeg så 40+1. Det kan ikke komme som en overraskelse at jeg krydsede terminsdagen eftersom bassen blev ‘tvunget’ ud godt 12 dage over tid. Til alle dem der sagde at ‘det ved man jo aldrig’ når jeg ytrede at det i hvert fald ikke blev juleaften – HVAD sagde jeg…

Men status er pt

  • At baby ikke viser tegn på at være på vej. Overhovedet.
  • At jeg skal til jordemoder imorgen. Forventer ikke nogen effekt af det – og hvis der bliver tilbudt hindeløsning bliver det også et nej tak, for helt ærligt, hindeløsning d. 30/12?
  • At sidst jeg vejede mig sagde vægten +12 kg. Siden da har i hvert fald et par liter vand dog taget ophold i mine fødder så jeg kun kan passe mine kondisko når de er snøret helt løse.
  • At træstamme-ankler og kondisko kommer til at matche den kjole jeg har lånt mig frem til, til nytårsaften, skidegodt.
  • At jeg har tømt bunken af syprojekter og andre ting der skulle ordnes inden babys ankomst. Er derfor ret rastløs. Kunne selvfølgelig strikke hvis ikke mine hænder begyndte at sove af at blive holdt over navleniveau.
  • At chokolade udgør en ret stor procentdel af min kost. En fødsel er som et marathon siger de og jeg har tænkt mig at have fyldt depoterne.
  • At vi er klar. Kom bare baby, vi er så spændte på hvem du mon er.

Barselsprojekter # 1

Jeg vil ikke påstå at jeg har vildt mange ideer om hvad jeg skal nå her i min barsel, tænker ind i mellem noget med at gennemgå hele hytten fra a til z både oprydnings- og rengøringsmæssigt men det tæller virkelig ikke som en reel plan. Til gengæld har jeg længe gerne ville lære at bruge vores spejlreflekskamera og det er faktisk er lykkedes mig at gøre noget ved det! Jeg har meldt mig til et aftenskolekursus a tre gange og efter første gang i sidste uge fik vi dælme lektier for.

Primært vil jeg jo gerne lære at bruge det for at tage billeder at mit barn (snart mine børn) og så feriebilleder. Anton er selvfølgelig i den alder hvor han absolut ikke gider at kigge på kameraet men besluttede nu alligevel at tage billeder af ham fremfor en eller anden ligegyldig ting, da det nu engang er især ham jeg gerne vil blive bedre til at tage billeder af!

Så imorges tog jeg barn og kamera under armen ned på legepladsen. Det er absolut første gang er kameraet ikke står på ‘auto’ så resultatet er langt fra fantastisk, men jeg fik øvet mig og forhåbentlig bliver det bedre og bedre.

IMG_4776

IMG_4784

IMG_4795

Det blev også første gang at flyverdragten kom på, den er købt helt tilbage i Januar under udsalget men passer perfekt. Dog er det stadig ikke helt koldt nok for vores basse, han var lettere svedig under dragten da vi kom hjem…

Vores ørebarn og nattesøvn

Som, måske tidligere nævnt, startede Anton tidligt i vuggestue. Derfor var det ikke vildt overraskende da han som 8 mdr gammel blev syg – for han havde nok slæbt noget med hjem fra vuggestuen. Dog var der hverken snot, nys eller dårlig mave, bare feber og gråd og højere feber og mere gråd. Til sidst måtte vi forbi vagtlægen hvor dommen lød på mellemørebetændelse og antibiotika, for med feber på knap 41 grader var det ikke noget der kunne klares med panodil.

Heldigvis klarede bassen hurtigt op men 3 uger efter var den gal igen, sådan rigtig gal med streptokok-halsbetændelse og lungebetændelse oveni og en tur forbi børnemodtagelsen på Rigshospitalet. 2 uger efter der var den gal med ørene igen. I december var det aldrig rigtig godt, trommehinderne sprang og det flød ud med snask i ugevis uden bedring. Faktisk var han i vuggestue 2 dage hele den December.

Lillejuleaften 2013 fik bassen anlagt dræn, planlagt ganske få dage før, i håb om at få orden på ørene. Det hjalp, men januar gik med at skylle, dryppe og gå til tjek fordi det stadig flød – og i en periode også blødte. Da der endelig begyndte at komme styr på de ører i Februar 2014 havde vi nærmest ikke sovet i 4 måneder. Nogle børn sover jo ganske fint på trods af øreproblemer men vores bandit har vist altid været sådan en der er let irriterbar når noget knager.

Siden da har vi brugt meget energi på at lære ham at sove på ny, med nogenlunde held. Der har været flere gode perioder, men korte. For hver gang der er kommet en rytme og der også kommet tænder eller anden sygdom. Og når man er sådan en der let vågner når noget trykker – ja så sover man altså heller ikke bare lige fra tænder der gror frem.

Derfor var jeg – helt ærligt – absurd glad da de sidste tænder brød frem her i sommer. Gevinsten meldte sig faktisk også ret hurtigt og efter vi kom hjem fra USA sov bassen dælme igennem. Ingen sutter, ingen småting, bare komplet ro fra 19-ish til 6 næste morgen. Kun ‘afbrudt’ af en mor der lige måtte tjekke om barnet nu også trak vejret.

Så for et par uger siden var den gal igen, bassen vågner flere gange om natten, klynkende, og vil ikke sige hvad der galt mens han mosler rundt i sengen og prøver at falde i søvn. Sådan kørte vi en uges tid indtil vi forsøgte panodil som med det samme gav 6 timers uafbrudt søvn.

Så igår måtte vi forbi ørelæge igen, havde selv kigget i ørene og kunne godt nok se begge dræn men synes det ene sad forkert. Ørelægen kunne så bekræfte at det var halvt ude og ikke fungerer for der er undertryk i øret. Bingo. Kan næsten ikke være skuffet for de dræn har holdt næsten 2 år og det ene sidder trods alt stadig.

Men, når man er næsten 3 år og ikke har decideret mellemørebetændelse, så ser man sådan noget an. Jep – se an – og fortsæt natteroderiet. Måske det bare er vejret og forsvinder af sig selv. Hmm måske ikke. Jeg sætter mine penge på det sidste.

Hvis ikke det var fordi at endnu en bandit har planer om at spolere vores nattesøvn om ganske få uger så lyder det da meget sjovt, eller. På den anden side er det også lidt sært at være den mor der sidder og insisterer på at få sit barn i fuld narkose.

Heldigvis har jeg ikke så meget mod at være sær. Om et par uger. Når jeg har mandet mig op.

Den første aften-nattevagt

06:00
Jeg kan høre Anton kalde inde fra sengen. Han sov ikke med det samme igår og har været vågen en del gange i nat pga. alle sirenerne og helikopteren der har fløjet over byen. Jeg går ind og putter ham godt under dynen og siger det stadig er nat og at han skal sove videre. Den holder en halv times tid inden han kommer ind til os og ligger lidt i sengen.

07:15
Vi kan ikke trække den længere og da ingen af os reelt har sovet siden kl 06 står vi op. Normalt ser vi Ramasjang i sofaen men det er dagen derpå efter skyderierne i København så vi ser news mens jeg læser bøger for Anton. Der går ikke længe før han beordrer mig i køkkenet for at hente havregrød.

10:00
Vi har ikke rigtig nogen planer så Anton fjoller rundt og leger mens vi bager kanelsnegle og får ryddet lidt op. Vi når også at facetime med både mormor og farmor + farfar og jeg får syet ører på Antons fastelavnskostume så det er klar til næste morgen hvor jeg ikke er hjemme.

11:15
Det er tid til Antons middagslur. Jeg er taget afsted når han vågner igen så vi hygger med en bog og synger inde i hans seng inden han bliver puttet. Jeg fortæller at jeg skal arbejde men henter ham imorgen i vuggestuen til fastelavn og han svarer med et stolt “mor, arbejde”. Det stikker lidt i hjertet.

12:45
Selvom jeg først skal møde 15:30 skal jeg ud af døren nu. Bussen er lidt forsinket så jeg må løbe da jeg når hovedbanegården for nå regionaltoget til Lolland Falster. Da først jeg sidder der kan jeg slappe lidt, jeg hækler på mit pendlerprojekt og tjekker diverse blogs. Mit blogindlæg om skyderiet på Østerbro dagen før er læst over 13.000 gange hvilket er helt vildt overvældende for en hobby-blogger som mig.

15:30
Jeg skal gå det meste af vejen fra Nykøbing St så jeg når hospitalet lige i tid til at jeg skal møde og skynder mig at klæde om. Der er forholdsvis stille i afdelingen men der ligger dog et par patienter der skal ses så jeg finder en telefon og går ind til den første. Patienten har det godt og kan komme hjem igen snart så jeg får skrevet alt hvad jeg skal skrive og går videre til de næste to. Der er ikke de store problemstillinger men jeg skal koncentrere mig for at huske alt det praktiske omkring at registrere allergier, afstemme medicin osv.

19:45
Vi har set de patienter der skal ses og skrevet en dødsattest så jeg får lige opfrisket hvordan det skal gøres. Der er ingen der venter så vi kan sætte os alle tre forvagter og spise aftensmad sammen. Det er skønt at den første aftennattevagt indtil videre går stille og roligt.

00:15
Vi når at se et par patienter mere men så er der også tømt ud og der er ingen meldte så vi går op for at sove lidt. Jeg kan ikke lige sove med det samme så jeg sidder lidt med min ipad og nedstirrer telefonen som er helt stille. Omkring kl 01:00 falder jeg dog i søvn.

02:45
Jeg har sovet knap to timer da jeg bliver vækket af telefonen. Jeg skal komme og erklære en person død og udfylde de rette papirer så jeg står op og går ned og venter på ambulancen. Lige nu er det nyttigt at vi også gjorde det tidligere på aftenen så jeg ikke skal vække den anden forvagt med spørgsmål. Det tager ikke lang tid og jeg er i seng igen lidt over tre.

03:50
Jeg vågner fordi den anden forvagt bliver kaldt til en patient og når kun at ligge 5 min. mere inden min tlf ringer. Jeg skal igen ned og erklære en død og skrive dødsattest. Jeg bliver lidt længere nede i afdelingen og ser hvordan det går med patienten der kom ind og jeg når også at snakke med en patient i skadestuen som skal sendes hjem igen. Kl 05.30 går jeg i seng igen for tredje gang.

07:30
Mit vækkeur ringer. Der har ikke været patienter siden jeg gik i seng så jeg stå op, smider sengetøjet til vask og går ned og får logget af computeren og rydder sporene efter mig inden vi går til morgenkonference. Vi har ikke så meget at fortælle om så det er hurtigt slut og jeg kan gå over og skifte. Jeg skriver til dem derhjemme om de mon er stået op.

09:10
Jeg tager bussen fra hospitalet og hjem til København. Jeg føler mig ikke vildt træt men er kuldskær så lidt træt er jeg nok. Jeg hækler lidt på tæppet men kan ikke rigtig koncentrere mig så jeg ender med at sove det sidste stykke. Jeg får en besked om at Anton er afleveret til fastelavn. Jeg ville gerne have set ham i hans flagermuse-dragt som jeg har syet til ham men forhåbentligt kan han lokkes i det når jeg henter ham senere idag. Jeg kan godt mærke at jeg skal vænne mig til at gå glip af nogle ting som jeg ikke har gjort før i tiden.

11:00
Det er 22 timer siden at jeg tog afsted på arbejde og jeg er nu hjemme igen. Lidt træt men også glad for at den første aften-nattevagt gik så roligt. Jeg dropper at sove for jeg har lidt ting jeg gerne vil nå inden jeg henter Anton og eftermiddagen skal tilbringes med ham for imorgen kl 06:00 kører jeg med bussen mod Nykøbing Falster igen.

14.02.15 #cphshooting

Til dig der idag skød og dræbte en mand ved krudttønden i København:
Selvom jeg godt er klar over at det var din hensigt, så tog du en andens mands liv idag. Jeg håber at du, hvor end du sidder, på et tidspunkt overvejer dette. At du har gjort noget der aldrig kan gøres om.
På den anden side af den hæk du stod tæt ved og affyrede skuddene ligger der et stort legeplads-område. Et område som sådan en lørdag eftermiddag er fyldt med legende børn og deres forældre. Jeg var der og jeg tror at du ændrede ikke kun mit liv men utrolig mange andres idag. Næste gang jeg hører en serie af brag siger jeg ikke at det bare er drengestreger eller fyrværkeri som jeg gjorde idag. Næste gang slår jeg ikke tanken om skud hen, for nu sidder følelsen i mig. Min dreng er så lille at han intet husker om dette imorgen, men de store børn som sad på gyngerne 30-40 meter væk og som pludselig blev flået ned og kastet i jorden af deres forældre vil være mærket for altid.

Til alle dem der stod og tog billeder
Hvorfor? For at dele det på facebook eller instagram? Så en stakkels familie måske ser deres far eller søn der inden de har fået besked om han er død eller levende? Jeg ved udemærket godt hvordan det er at være tiltrukket af blå blink men tænk jer lige om og hav respekt for dem som er såret og ikke selv kan sige fra.

Til dig på hjørnet af Jagtvej og Serridslevvej
Mens du stod og lyste af irritation og brokkede dig til en betjent over ikke at kunne komme forbi afspærringen var der en mand der mistede livet. Det kom jeg også til at sige til dig. Selvfølgelig er det ubelejligt og irriterende ikke at kunne komme hjem, men selvom du så blev holdt væk i -måske- flere timer og måske skulle fordrive tiden et andet sted så er du i live. Der er en familie et sted der har mistet deres mand, far, bror, søn. Lad politiet arbejde, det handler ikke om dig nu.

Til dig i bus 18
Jeg hørte ikke ordene der kom ud af din mund men jeg kunne forstå på optrinnet efter, at du kaldte den midaldrende, udenlandske chauffør for perker og bad ham skride hjem til sit eget land. En medpassager bad dig tale ordentligt og forlade bussen og du forsøgte at ‘retfærdiggøre’ dine udtalelser med skyderiet tæt på. Jeg får det dårligt, helt ind i knoglerne, over hvordan en gal mands handlinger nu kommer til at ramme uskyldige. I Danmark er vi bedre end det. Jeg tror på at tolerance og sammenhold er vejen frem. Jeg håber du går fremover istedet for at tage bussen.

Til alle andre
Oplevelsen idag sidder dybt i mig. Fordi jeg hørte det men alligevel ikke opfangede hvad der foregik. Fordi jeg måske kunne have gjort noget men var for naiv til at tro på at terroren kunne ramme så tæt på. Fordi jeg var langt fra og alligevel så tæt på at jeg var taknemmelig for at have min søn med hjem uskadt. Han fik et ekstra kys da jeg puttede ham til aften. Jeg er bekymret for hvad det er for en verden han kommer til at vokse op i og til.