Elly 9 måneder

img_5278

Den her er virkelig sent på den. For jeg havde en plan om at huske at veje hende. Men det er vist rimelig meget for sent nu!

Men nu har bulderbassen efterhånden været lige så lang tid udenfor maven som indeni maven!

  • Hun vejer nu 9,noget kg og måler ca. 74 cm. Bruger meget passende størrelse 74 i tøj :-)
  • De to fine tænder i undermunden har fået selskab af to bisser i overmunden og *nogen* har lært at skære tænder. Kun 16 tænder tilbage!
  • Ved sidste opdatering var hun så småt begyndt at rejse sig selv men den sidste måned har hun nærmest stået mere op end kravlet. Hun kan hive sig op af næsten alt – og få fat i næsten alt! Hun kan også selv gå sidelæns rundt om møblerne og er så småt ved at finde ud af at fødderne kan sættes foran hinanden.
  • Sundhedsplejerskens råd, tændernes frembrud og morens vedholdenhed har hjulpet rigtig godt på det med maden. Nu spiser hun faktisk rigtig mad til morgenmad, formiddag, frokost og aften og får kun en sjat mælk inden eftermiddagslur og lidt mere til natten. Næste skridt bliver at fjerne eftermiddagsflasken og så ryger natmaden altså!
  • Det går også bedre med at undvære mor. Far er efterhånden et kæmpe hit og både mormor, farmor og farfar har også passet den sidste måned. Vi håber det betyder en gnidningsfri vuggestuestart om lidt.
  • Hun har lært at give kys! Det er primært far der er den heldige modtager når der siges farvel om morgenen men både Mor og storebror kan også være heldige. Derudover vinker hun og rocker med når der er musik.
  • Jeg glemte helt ved sidste opdatering at hun for alvor pludrer i stavelse. Dadada, bababa, wauwwauwwauw, aaaah og lignende kører hele tiden.
  • Ja og så er hun altså stadig ikke imponeret af legetøj. Hun vil have hvad end Anton har og får hun det, så vil hun have det nye han har. Hun har lært ordet NEJ og reagerer prompte med at bryde ud i ulykkelig gråd. Dra-ma-queen.
  • Der er stadig fuld, buldrende, fart frem og hun gider ikke sidde i klapvogn, autostol, højstol og den slags. Hun vil ned, kravle, mosle, frem, se, spise, daske til og undersøge alt. Håber der er nogle børn på Sol- og månestuen der er klar til at slå fra sig…

Elly 8 måneder

img_5228
Så er vores bulderbasse blevet 8 måneder og der er virkelig sket noget den sidste måned!

  • Hun er nu 71 cm lang og vejer 9,2 kg.
  • To dage efter at hun fyldte syv måneder dukkede den første lille tand op. Den har fået selskab af sin nabo og hun har nu to fine fortænder i undermunden som er på vej op. Hun var sur, sur, sur om dagen mens tænderne brød frem men sov som normalt hvilket giver håb for at de næste tænder går lige så ‘roligt’ for sig.
  • Samme dag fik hun moslet sig op på alle fire og faktisk videre op at sidde. Det tog lige 2 uger inden det blev til rigtig kravleri men midt på en legeplads i Monterey, Californien kravlede hun pludselig afsted for at få fat i bilnøglerne.
  • Hun er også begyndt at rejse sig op ad ting. Primært i tremmesengen hvor man kan få godt fat om noget men også op ad bObles-dyr, legetøjskassen mm. Det går for det meste godt men giver også lidt knubs.
  • Hun er blevet ‘sat’ på mere almindelig kost da hun ikke lige gør det frivilligt. Så hver dag serveres der nu tre måltider plus mellemmåltider og så prøver vi at skære ned på mælken for at fremme appetitten lidt. Men helt solgt på fast føde er hun altså ikke.
  • Så har den lille bestemte frøken opdaget at hendes mor kan gå – ikke forlade hende – men fx gå ud i køkkenet. Når det sker stikker hun i et hyl og kravler grædende efter mig og hiver mig i buksebenene. Det er okay men gør det altså svært at lave noget som helst med hende på sidelinjen.
  • Har klaret flyvetur t/r til californien samt ferie overthere ganske flot. Hendes 3 nætters jetlag efter vi kom hjem snakker vi ikke om.
  • Elsker stabeltårne og nogenlunde alt Antons legetøj. Hendes eget er hun ret ligeglad med.
  • Og så sover vores lille baby ikke i vugge hos mor og far længere. Eftersom hun rejser sig op måtte hun i tremmeseng og den står inde på Antons værelse så nu sover banditterne sammen.
  • Sidst men ikke mindst er hun jo bulderbassen af en grund. Der er ikke mange kys og kram og putten i hende. Tværtimod giver hun gerne en lige højre hvis hun mener man skal flytte sig eller hiver een hårdt i næsen eller nakkehårene. Møgunge :-D

Elly 6 måneder

IMG_5180 (1).jpg

Elly Badelly bliver lynhurtigt ældre, både i virkeligheden og særligt herinde fordi et vist 5-måneders indlæg var ret så forsinket. Jeg synes virkelig der er sket en del her i juni måned!

  • Elly vejer næsten det samme – ca. 8,0 kg men er vokset til 66 cm i længden. Hendes øjne er stadig blå og håret stadig helt lyst, til gengæld vælter det nu frem med nyt hår og det eneste spor af den hanekam hun blev født med er en lang tot lige på toppen af hovedet som af og til stadig stritter lige op.
  • Hun spiser grød om morgenen og mos om aftenen, førstnævnte med væsentlig større succes end sidstnævnte. Derudover får hun lov til at smage/sutte på en masse af vores mad så hun har både smagt kartofler, gulerødder, agurk, skorper, yoghurt, ost, broccoli, æble, pære, nektariner, jordbær, melon, is og andet godt.
  • Hun sover MERE end en halv time ret ofte! Det er den vildeste succes. Slyngevuggen er pakket væk og hun bliver puttet til lur, og falder selv i søvn, i sin vugge. Det udløser langt de fleste dage en enkelt lur på omkring halvanden time.
  • Hun sidder nu helt selv. Hun får oftest lige ammepuden bag sig da hun godt kan finde på at kigge lidt for meget bagover efter Anton. Derudover laver hun ‘flyvemaskinen’ med arme og ben når hun ligger på maven og drejer begge veje rundt om sig selv i cirkler. Selv rulleriet er der kommet gang i, primært fra ryggen om på maven men begge veje virker.
  • Hun elsker elektronik og bliver super hidsig når hun ikke må få computer, iphones, fjernbetjening, kamera og Antons helikopter. Derudover er hun vild med ture i barnevognen, at bade, hive sin mor i nakkehårene og titte-bøh leg.
  • Så hader hun til gengæld at blive tørret om munden, at få tøj på og når legetøjet ikke makker ret – hvilket det (stadig) sjældent gør.
  • Hun har været på sin første ferie og i den forbindelse første flyvetur og klarede det til et 12-tal.

Sidst men ikke mindst så er vuggestuepladsen i hus og 15/10-2016 bliver Elly Frikadelly en soltrold!

Elly 5 måneder

IMG_7447.jpg

Tiden løber fra os og jeg er virkelig sent på den med Ellys 5 måneders status. Så sent at jeg lige skal holde tungen lige i munden for at adskille hvad der skete før hun rundede 5 og efter. Men her er mit bedste forsøg:

Lillesøster

  • Vejer nu 7,9 kg og måler 64 cm. Vi har fået sorteret i tøjet og nu er det str. 68 der ligger i kasserne. På trods af at hun har næsten samme kampvægt som storebror da han var 8 mdr så kan hun faktisk godt bruge en del af hans aflagte tøj fra dengang da hun opbevarer det meste af sin kampvægt på lårene og ikke om maven.
  • Både sidder og står rigtig fint – sidde kan hun næsten selv og stå er selvfølgelig med støtte. Hun har også vendt sig et par enkelte gange men har ikke den store interesse for det. Hun er også stadig en sand champ til at ligge på maven og skubber fra med armene. Jeg har endda en video hvor hun er så muggen at hun får benene hevet op under sig og skubbet fra så hun rent faktisk kommer lidt fremad.
  • Er en pestilens i forhold til sit legetøj som hun skælder ud på nærmest konstant. Hun var ellers så god til at ligge ved legestativet men det er totalt no-go i øjeblikket.
  • Har smagt sin første rigtige mad, både mos og grød. Selvom interessen bestemt er der så mangler vi lige forståelsen for at man skal åbne munden! Drikke af kop er til gengæld en fest.
  • Sover stadig ganske godt om natten. Nu bliver hun puttet allerede mellem 18 og 18:30 og så sover hun til mellem 6 og 7 næste morgen afbrudt af to meget korte måltider.
  • Al den søvn om natten efterlader ikke meget til dagen så hele hendes 5. måned har hun sovet 4 x 30 min hver e-n-e-s-t-e dag.
  • Er begyndt at grine af og til. Hun smiler nærmest konstant men de rigtige grin er svære at lokke frem. Det er primært Anton der kan det. Eller en kildetur.
  • Er vendt lidt på en tallerken og blevet svært glad for sin sut som hun endda kan samle op og putte i munden.

 

Elly 4 måneder

 

IMG_5134 (1)

Lillesøster

  • Er næsten ikke vokset i længden men hvis vi strækker hende lidt kan vi da sige 62 cm.
  • Vejer nu 7,4 kg hvilket jo er en pæn kampvægt – men skulle man gætte ud fra antallet af deller og elastikker så ligner hun mere en 10-kgs basse!
  • Kommer nemt op at sidde når man trækker hende i hænderne og kommer nu også videre op at stå hvilket hun selv synes er det fedeste.
  • Kan faktisk næsten sidde selv men får ikke lov for hun er altså stadig ret lille. Men hun elsker det når hun får lov til at sidde eller stå.
  • Har justeret sit madforbrug en anelse og får nu 6 flasker à 150 mL i døgnet. 2 af dem om natten. Det er okay.
  • Har fundet / blevet proppet ind i storebrors rytme så hun også puttes ca. kl 19. Det betyder at vi har børnefri aftener (jublende smiley). Så sover hun til mellem 6 og 7 næste morgen hvor omtalte storebror jo alligevel også står op.
  • Er en glad og tilfreds baby, hun kan brokke sig men får aldrig skrigeture. Bortset lige fra de 8-9 dage efter hun rundede 3 måneder hvor hun skreg hver aften inden sengetid plus om natten. Jeg nåede at tro at det aldrig ville gå over og så var det pludselig væk igen. Og nej, der var hverken tiger på spring eller tiger i skjul eller andre gode forklaringer. Det var bare en(dnu en) fase.
  • Er en lille søvn-skiderik om dagen. Hun sover PRÆCIS 30-40 min ad gangen og ind i mellem kan jeg få hende til at sove videre med en stofble over øjenene og vuggen i slyngevuggen men det er max 1 gang om dagen. Sådan har det efterhånden været længe så det virker knap så fase-agtigt.
  • Har finpudset sin gribe-skill og får nu nemt fat i legetøjet og hapset det ind i munden. Viser til gengæld absolut nul interesse i at rulle hverken den ene eller den anden vej.
  • Er på ingen måde lige så glad for sut som storebror var. Den SKAL være der når hun falder i søvn men hun er møgdårlig til at holde den i munden og spytter den da også ud ved alle andre lejligheder.

Elly 3 måneder

IMG_5020 (1).jpg

Tiden går noget hurtigere på barsel denne gang end den gjorde første gang og vores allersødeste lillesøster har rundet 3 måneder!

  • Hun vejer nu 6,5 kg og måler 61 cm. Rund og blød.
  • Er stadig mild og god når bare hun hverken er sulten eller træt. Og selv der kan man ofte lokke et smil ud af hende.
  • Spiser faktisk mindre nu end for en måned siden, verden er simpelthen for spændende i øjeblikket.
  • Powernapper for vildt om dagen med mindre moren virkelig arbejder for sagen.
  • Sover til gengæld som en drøm om natten – compared to what we know. Hun bliver lagt ved 20-tiden, vågner typisk 2 gange for en flaske og står så op ved 6-7 tiden. Win!
  • Kan nu gribe fast om legetøjet og er edder-stolt af sig selv når det sker. Til gengæld kan hun blive en blanding af angst og frustreret når det ikke lykkes at slippe igen og den farlige skwish-rangle kommer for tæt på.
  • Kan trækkes op at sidde i armene når hun ligger helt fladt – og sidder hun tilbagelænet hos en af os kan hun selv få knoklet sig frem/op. Det er ikke kun babydeller der gemmer sig i vægten, også lidt rå muskelmasse!
  • Har for alvor for øjenene op for storebror som selvfølgelig scorer det ene smil efter det andet.
  • Er lykkedes med at komme fra mave til ryg et par gange, men det er mere held end forstand og skyldes nok mere at det tunge hoved trak resten med.
  • Har fået sine første vaccinationer og det tog hele 3 dage inden hun var helt sig selv igen. Tænk at vi allerede skal til det igen om 2 måneder.
  • Er blevet skrevet op til vuggestue. Dengang med bassen var jeg halvvejs i min barsel på det her tidspunkt – denne gang har jeg næsten 8 måneder endnu.

Elly 2 måneder

IMG_5009.jpg

Lidt forsinket er der status på lillesøster!

  • Vejer 5,6 kg og er skudt i luften til hele 58 cm
  • Har fået øjenvipper! Der var næsten intet da hun blev født, eller også var de gemt bag de hævede øjenlåg men de er i hvert fald dukket op nu.
  • Sover så fint om natten – der går minimum 3 timer mellem at hun spiser, nogen gange længere. Natten op til at hun fyldte 2 måneder tog hun endda 7 timer i streg – men det var så også de eneste 7 timer den nat. Typisk tager vi 10-12 timer afbrudt af 2-3 flasker. Jeg har ikke en eneste nat vandret rundt og vugget, hun ligger sig nemlig selv til at sove videre i sin vugge.
  • Sover knap så godt om dagen. Hun lukker øjnene i på 0,5 og slår dem op præcis 45 min senere. Med mindre hun kommer i barnevognen og ned i gården – så sover hun i timevis. Fedt når man bor på 4. sal!
  • Er stadig glad for mad (=mælk). Meget.
  • Smiler og pludrer mere og mere for hver dag der går.
  • Har fundet sin hånd. Jep, kun den venstre – og hun kigger ikke på den overhovedet. Hun spiser den, non-stop dagen lang. Stakkels lille hånd.
  • Er stadig utrolig mild og græder stort set aldrig om dagen. Hen af aftenen kan hun godt synes at livet er lidt hårdt og brokke sig, men det er småting.
  • Er begyndt at gylpe absurd meget. Sjovt nok rammer hun altid mig, ind i mellem sig selv, aldrig stofbleen. Det må gerne snart stoppe.
  • Går under Elly, Elly Belly, Elly Frikadelly, Tykke, Tyklingen, Bandit – men mest af alt lillesøster.

Elly 1 måned

 

IMG_4955 (1).jpg

Lige pludselig flyver tiden afsted og vores bandit af en lillesøster er allerede 1 hel måned!

  • Hun vejer ifølge lægen 4,8 kg – men vi blev vejet hende og jeg på samme vægt og min vægt trukket fra så det er vist lidt upræcist og en smule i overkanten tror jeg. Til gengæld er hun vokset 4 cm og er nu 54 cm lang. Vores lille tykling.
  • Hun har sendt sine første smil afsted, det er ikke fordi hun strør om sig med dem men når hun smiler er man ikke i tvivl om at det er bevidst :-)
  • Hun spiser allerede mere i sin flaske end storebror nogensinde gjorde, det er altså kun 120 mL men ham den småtspisende basse kom sjældent over 100 mL.
  • Hun er simpelthen både så stærk og en rigtig lille kravler. Fra dag 1 har hun ikke gidet ligge på mors eller fars bryst og slappe af, hun møfler rundt som en lille krabbe. Til gengæld holder og løfter hun sit hoved virkelig flot!
  • Hun har skam temperament og skal nok sige til hvis hun er sulten eller træt, men når der ellers er styr på de basale behov er hun utrolig mild og græder stort set ikke. Endnu. 7-9-13.
  • Hun er noget så sød ved mig om natten, JA hun spiser flere gange hver nat men når hun er færdig lægger jeg hende i vuggen og så falder hun selv i søvn igen! Det er en helt ny verden for os.
  • Hun er så småt begyndt at ‘pludre’ når man snakker med hende.
  • Hun har stadig det lange, lyse hår som hun blev født med. Gad vist om det bliver?

Vi er selvfølgelig fuldstændig skudt i hende, også storebror, og nu her hvor der er gået en måned føler jeg også at vi er ved at lande i vores nye roller i en familie på 4.

 

Lillesøster

Vi ventede og ventede – og pludselig var hun her med lynets hast. ‘Vi’ havde aftalt at alt efter 1. januar var ok men jeg havde indstillet mig på igangsættelse omkring d. 8. Så da veerne begyndte sådan helt af sig selv natten mellem 2. og 3. januar troede jeg nok ikke rigtig på det. Vi kom vist også ud af døren i sidste øjeblik, efter kun 4 timer med veer hjemme. Vi nåede i hvert fald kun lige at smide storebror af hos mormor og træde indenfor døren på Herlev Hospital før min krop fuldstændig tog over og leverede lillesøster knap 10 min efter.

Jeg nåede slet ikke at forstå at hun var så meget på vej før hun var her men heldigvis er lettelsen og lykken jo så overvældende og ikke mindst overraskelsen over at hun er en pige – at resten er ligegyldigt.

Hun var 3680 g ved fødslen og 50 cm, altså lidt tungere og kortere end storebror. Selvom kinderne er runde og elastikkerne tydelige så er hun lillebitte, men helt perfekt. Vores Elly.

Skærmbillede 2016-01-19 kl. 14.09.02.png