Ellys første vaccination – og lidt om hvorfor vi vaccinerer

Igår fik Elly sin første vaccination – eller rettere vaccinationER. For det er jo 2 styks, en i hver af de små fede lårbasser. Og selvom hun har deller nok på lårene at gemme dem i så kunne det mærkes, hun skreg hjerteskærende og kiggede vældig bebrejdende på sygeplejersken som havde placeret de omtalte stik. De næste par timer forløb som på enhver anden dag, men så kom feberen snigende hen af eftermiddagen. Det samme gjorde gråden og hold da op hvor er det hårdt når man har en baby der normalt ikke græder mere end 30 sek ad gangen. Det var ikke feberen hun græd for, men derimod de ømme, ømme lårbasser, så selvom moren og faren mere end glædeligt ville bære og trøste så ville hun helst ligge i fred i slyngevuggen hvor vi ikke trykkede på de ømme ben.

Natten var da også noget mere urolig end ellers og vores stakkels pige kunne slet ikke finde ro. Derfor er moren også hoppet på kaffevognen her til morgen, noget der normalt kun sker få gange om året!

Men hvorfor gør vi det så? Når det er så træls og de små kan blive så kede af det? Vi tager lige en quick-tour gennem første del af børnevaccinationsprogrammet, nemlig dem som gives ved 3 mdr, 5 mdr og 12 mdr.

Difteri (strubehoste) er typisk en øvre luftvejsinfektion som giver feber, ondt i halsen, næseflåd, hæshed og forstørrede lymfeknuder. Det skyldes en bakterie der hedder corynebacterium diphtheriae. Vi vaccinerer fordi difteri kan give myocarditis (betændelse i hjertemusklen), neuropati (lidelse i nervesystemet) og blokere luftvejene. I Rusland døde cirka 5000 ud af 150.000 ramte under epidemien i 1990’erne.

Tetanus (stivkrampe) skyldes en bakterie der hedder clostridium tetani som findes i bl.a. jord og kan inficere mennesker gennem sår og andre brud på hud og slimhinder og gennem navlestumpen hos de nyfødte. Infektion angriber muskulaturen som bliver stiv og spastisk. Vi vaccinerer fordi infektion kan give både hjertestop og særligt respirationsstop. Dødeligheden er ca. 50 %.

Pertussis (kighoste) skyldes bakterien bordatella pertussis og er yderst smitsomt. Ved sygdommen ses langvarig hoste, ofte med en karakteristisk lyd. Sygdommen er alvorligst hos små børn. Vi vaccinerer fordi hosten kan blive så voldsomt at luftvejene blokeres af snot og slim. Vaccinen beskytter ikke 100 % men giver typisk et mildere forløb hvis barnet alligevel smittes. Der dør 300.000 på årsbasis i verden af kighoste.

Polio (børnelammelse) skyldes et virus som angriber nervesystemet. Symptomerne er nakkestivhed, muskelsvaghed, feber, utilpashed, kvalme og opkastninger. For langt de fleste – ca 99 % – er infektion mild men ca 0,1 % udvikler den yderst farlige tilstand paralytisk poliomyelitis som kan medføre blivende lammelser og død – og derfor vaccinere vi mod polio.

Epiglottit (betændelse i strubelåget) skyldes oftes bakterien haemophilus influenzae type B som der vaccineres mod. Tilstanden giver feber, halssmerter, synkesmerter, vejrtrækningsbesvær, savlen og evt hæshed. Vi vaccinerer fordi hævelsen i strubelåget kan blokere luftvejene og medføre død.

Leverbetændelse (hepatitis B) er kommet med i børnevaccinationsprogrammet pt. Det skyldes et virus og 90 % af børn vil ikke udvise symptomer på sygdommen i den akutte fase. Modsat vil langt de fleste små børn udvikle kronisk sygdom. Vi vaccinerer fordi kronisk sygdom kan give levercirrhose (skrumpelever) og er associeret til leverkræft.

Pneumokokker er en bakterie som kan give lungebetændelse, mellemørebetændelse, sepsis (blodforgiftning) og meningitis. Vi vaccinerer fordi man kan dø af disse tilstande og få hjerneskade af meningitis.

For at det her skal virke, måske endda virke så godt at vi udrydder de her sygdomme i Danmark og på sigt verden, så skal stort set alle børn vaccineres. Nogle børn er så syge af andre ting at de ikke kan tåle at blive vaccineret, men heldigvis kan vi der er forældre til raske børn sørge for at deres børn også er beskyttet. Det gør vi ved at slæbe vores raske små babyer afsted til lægen og få stukket dem i lårbasserne – selvom de hyler, selvom de får feber, selvom man måske mister en nattesøvn. For vores egne børns skyld og for alle andre børns skyld.

MFR-vaccinen skal jeg også nok komme rundt om når Elly når dertil.

Alle tal, facts, mm er taget fra Lægehåndbogen som findes på sundhed.dk

En træls start

Allerede til første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt om jeg havde planer om at amme. Ja selvfølgelig skulle jeg da amme, der er jo ingen tvivl om at sådan giver man sit barn den bedste start på livet og man skal da være rimelig hårdfør for at melde ud at det vil man ikke – selvom man måske ikke har ønsket om at amme. Men jo, jeg ville gerne amme. Det er jo bare lidt nemmere, lidt billigere og skide hyggeligt. Bassen blev kun ammet 2 mdr, set i bakspejlet så var det at han ikke tog ordentlig på ikke det eneste problem. Han sov dårligere og var udtalt frustreret når han skulle ammes. Da flasken blev introduceret faldt der ro på men han nægtede også amningen totalt. Han var sulten. Meget sulten. Med flasken kom maden endelig og den kom hurtigere så hvem ville ikke vælge det?

Pga min ‘mislykkede’ første amning var jeg i ammeambulatoriet under min graviditet og der blev lagt en god plan. Lillesøster skulle bare amme, amme, amme, særligt i starten for så ville produktionen være nemmere at få op senere hen. Jeg var optimistisk og forberedt da hun kom til verden – og stolt over hvordan hun bare hapsede fast og suttede løs som havde hun aldrig gjort andet. Hun fortsatte nærmest non-stop i 50 timer og allerede dagen efter fødslen måtte jeg første gang ringe smågrædende til ammevejledningen på hospitalet fordi hun havde suttet hul. Men planen var den samme, hvis jeg virkelig ville amningen så var det bare at fortsætte.

På dag 2 kom jordemoderen for at lave hørescreening og PKU. Amningen blev nøje vurderet og der var intet galt med sutteteknikken, lillesøster var bare sulten og stærk. Så stærk og ivrig at mælken allerede var løbet til! Så jeg fortsatte og fortsatte, på trods af at det gjorde mere ondt at lægge hende til end at føde hende. Hver gang blev sårene revet op og min lille pige gylpede blod op efter hver amning. Med gode råd fra familie og venner blev der smurt, pakket ind i plastre, klude og luftet. Men det blev faktisk kun værre og selvom lillesøster ikke græd så trillede der mange tårer i det lille hjem.

På dag 7 vågnede jeg med brystbetændelse. Ikke den der am-det-væk brystbetændelse men den slags der kræver antibiotika fire gange dagligt i 10 dage. Igen var beskeden at sårene sagtens kan hele og amningen komme op og køre for dem der rigtig gerne vil. 

Næste uge gik ikke meget bedre, jeg endte med at benytte min relativt nye autorisation og supplere antibiotikaen med en kur mod svamp i lillesøsters maddepot. Svamp kræver bare lige at man også kogevasker hele hjemmet og desinficerer dets beboere – and so we did. Samtidig søgte jeg nettet tyndt i håbet om en mirakelkur, kun for at finde samme besked, alle kan amme hvis bare de vil. 

Har man læst lidt om amning ved man at nedløbsrefleksen styres af oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Selvom at vi naturligvis var fyldte med kærlighed til vores nye lillesøster, så var der efterhånden ikke en dråbe oxytocin til stede i min krop. Derimod var mit adrenalinspejl forholdvis højt og hver amning føltes som en fight-or-flight situation! Det kan derfor heller ikke undre at mælkeproduktionen pludselig faldt, hvilket kun fik lillesøster til at hænge ved brystet døgnet rundt. Ikke noget der hjalp på sårene kan jeg afsløre!

På dag 12 var vi til kontrol på hospitalet, brystbetændelse-fri men fuldstændig slidt i bund. Ammedamen nåede kun at bede mig om at ridse forløbet op inden tårene trillede ned at kinderne mens jeg prøvede at redegøre for 12 dages amme-helvede. Ammedamen var overraskende nok den første der meldte ud at det nok ikke ville lykkes. Uden nogen form for evidens var hendes erfaring at sårene nok kunne hele, hvis altså mælken stod til alle sider og jeg kun behøvede at amme 20 min hver 4. time. Men hvis produktionen skulle op og lillesøster blive mæt så skulle hun jo have lov til at ligge der nærmest non-stop som hun efterspurgte. Og dét fremmer altså ikke sårheling.

Jeg var tyndslidt, faktisk fuldstændig fyldt op af hormoner, følelse af fiasko og dårlig samvittighed over ikke at nyde tiden med lillesøster. Så vi sagde stop. Ammestoppet handlede ikke om at jeg ikke ville, men om at lillesøster ikke trivedes og at jeg ikke var i stand til at være mor for hverken hende eller bassen med så mange smerter.

På trods af alle gode intentioner måtte vi altså give op efter kun 2 uger. Lillesøster er mæt og glad på flasken. Hun er også fuldstændig forstoppet hvilket da er pissehårdt – for hvis bare min trælse krop kunne finde ud af at amme så ville hendes mave have det fint. Det er altså lige en daglig reminder om at hun ikke får den bedste start på livet pga mine manglende amme-kundskaber.

Jeg har det efterhånden bedre. Sårene er ikke helet helt endnu, så det er svært at tro på at de ville have gjort det med en sideløbende amning. De mentale sår er heller ikke helt lægt, hold nu kæft hvor kan hormoner, forventninger og mælk få en ned med nakken. Men ammedamen havde nogen overraskende gode pointer – 1) Det handler ikke om hvor meget man vil det og det er fandme dårlig stil at det er det man kaster i hovedet på alle nybagte mødre! (sidste del tilføjet af moi) og 2) Jeg var skidegod til at være gravid og føde og man kan sgu ikke alt.

Nu prøver jeg at lægge hele amme-affæren bag mig og ikke tænke mere på det. Istedet nyder jeg lillesøster og bassen alt hvad jeg kan.