En træls start

Allerede til første jordemoderkonsultation blev jeg spurgt om jeg havde planer om at amme. Ja selvfølgelig skulle jeg da amme, der er jo ingen tvivl om at sådan giver man sit barn den bedste start på livet og man skal da være rimelig hårdfør for at melde ud at det vil man ikke – selvom man måske ikke har ønsket om at amme. Men jo, jeg ville gerne amme. Det er jo bare lidt nemmere, lidt billigere og skide hyggeligt. Bassen blev kun ammet 2 mdr, set i bakspejlet så var det at han ikke tog ordentlig på ikke det eneste problem. Han sov dårligere og var udtalt frustreret når han skulle ammes. Da flasken blev introduceret faldt der ro på men han nægtede også amningen totalt. Han var sulten. Meget sulten. Med flasken kom maden endelig og den kom hurtigere så hvem ville ikke vælge det?

Pga min ‘mislykkede’ første amning var jeg i ammeambulatoriet under min graviditet og der blev lagt en god plan. Lillesøster skulle bare amme, amme, amme, særligt i starten for så ville produktionen være nemmere at få op senere hen. Jeg var optimistisk og forberedt da hun kom til verden – og stolt over hvordan hun bare hapsede fast og suttede løs som havde hun aldrig gjort andet. Hun fortsatte nærmest non-stop i 50 timer og allerede dagen efter fødslen måtte jeg første gang ringe smågrædende til ammevejledningen på hospitalet fordi hun havde suttet hul. Men planen var den samme, hvis jeg virkelig ville amningen så var det bare at fortsætte.

På dag 2 kom jordemoderen for at lave hørescreening og PKU. Amningen blev nøje vurderet og der var intet galt med sutteteknikken, lillesøster var bare sulten og stærk. Så stærk og ivrig at mælken allerede var løbet til! Så jeg fortsatte og fortsatte, på trods af at det gjorde mere ondt at lægge hende til end at føde hende. Hver gang blev sårene revet op og min lille pige gylpede blod op efter hver amning. Med gode råd fra familie og venner blev der smurt, pakket ind i plastre, klude og luftet. Men det blev faktisk kun værre og selvom lillesøster ikke græd så trillede der mange tårer i det lille hjem.

På dag 7 vågnede jeg med brystbetændelse. Ikke den der am-det-væk brystbetændelse men den slags der kræver antibiotika fire gange dagligt i 10 dage. Igen var beskeden at sårene sagtens kan hele og amningen komme op og køre for dem der rigtig gerne vil. 

Næste uge gik ikke meget bedre, jeg endte med at benytte min relativt nye autorisation og supplere antibiotikaen med en kur mod svamp i lillesøsters maddepot. Svamp kræver bare lige at man også kogevasker hele hjemmet og desinficerer dets beboere – and so we did. Samtidig søgte jeg nettet tyndt i håbet om en mirakelkur, kun for at finde samme besked, alle kan amme hvis bare de vil. 

Har man læst lidt om amning ved man at nedløbsrefleksen styres af oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet. Selvom at vi naturligvis var fyldte med kærlighed til vores nye lillesøster, så var der efterhånden ikke en dråbe oxytocin til stede i min krop. Derimod var mit adrenalinspejl forholdvis højt og hver amning føltes som en fight-or-flight situation! Det kan derfor heller ikke undre at mælkeproduktionen pludselig faldt, hvilket kun fik lillesøster til at hænge ved brystet døgnet rundt. Ikke noget der hjalp på sårene kan jeg afsløre!

På dag 12 var vi til kontrol på hospitalet, brystbetændelse-fri men fuldstændig slidt i bund. Ammedamen nåede kun at bede mig om at ridse forløbet op inden tårene trillede ned at kinderne mens jeg prøvede at redegøre for 12 dages amme-helvede. Ammedamen var overraskende nok den første der meldte ud at det nok ikke ville lykkes. Uden nogen form for evidens var hendes erfaring at sårene nok kunne hele, hvis altså mælken stod til alle sider og jeg kun behøvede at amme 20 min hver 4. time. Men hvis produktionen skulle op og lillesøster blive mæt så skulle hun jo have lov til at ligge der nærmest non-stop som hun efterspurgte. Og dét fremmer altså ikke sårheling.

Jeg var tyndslidt, faktisk fuldstændig fyldt op af hormoner, følelse af fiasko og dårlig samvittighed over ikke at nyde tiden med lillesøster. Så vi sagde stop. Ammestoppet handlede ikke om at jeg ikke ville, men om at lillesøster ikke trivedes og at jeg ikke var i stand til at være mor for hverken hende eller bassen med så mange smerter.

På trods af alle gode intentioner måtte vi altså give op efter kun 2 uger. Lillesøster er mæt og glad på flasken. Hun er også fuldstændig forstoppet hvilket da er pissehårdt – for hvis bare min trælse krop kunne finde ud af at amme så ville hendes mave have det fint. Det er altså lige en daglig reminder om at hun ikke får den bedste start på livet pga mine manglende amme-kundskaber.

Jeg har det efterhånden bedre. Sårene er ikke helet helt endnu, så det er svært at tro på at de ville have gjort det med en sideløbende amning. De mentale sår er heller ikke helt lægt, hold nu kæft hvor kan hormoner, forventninger og mælk få en ned med nakken. Men ammedamen havde nogen overraskende gode pointer – 1) Det handler ikke om hvor meget man vil det og det er fandme dårlig stil at det er det man kaster i hovedet på alle nybagte mødre! (sidste del tilføjet af moi) og 2) Jeg var skidegod til at være gravid og føde og man kan sgu ikke alt.

Nu prøver jeg at lægge hele amme-affæren bag mig og ikke tænke mere på det. Istedet nyder jeg lillesøster og bassen alt hvad jeg kan.

Reklamer

5 thoughts on “En træls start

  1. Maja Højgaard siger:

    Store kram. Amning er fanme hårdt. Godt for dig og jeres lille familie at du har taget en god beslutning, der skaber ro. Jeg håber der kommer lave adrenalin-spejl og masser af oxytocin og seretonin din vej. Kram igen.

  2. Lisbeth siger:

    Kære Ditte,
    Øv en hård start! Jeg var der også selv med August, måtte supplere med mælk efter en uge, hvor han stadig havde mekonium og urater i bleen, fordi der ganske enkelt ikke kom nok mælk. Han skreg når jeg prøvede at amme, for det var for hårdt arbejde for ham, uden (mælke)belønning. Jeg malkede ud, som en gal(!) med en maskine, som var et torturinstrument uden lige, syntes jeg. Efter 6 uger og max 30 ml mælk på en halv times udpumpning, og ingen amning, indstillede jeg kampen. Fældede en del tårer og tog en snak med August om, at jeg var ked af at jeg ikke kunne amme ham, men at det intet havde med ham at gøre…bare lige for at få på det rene, at det var mit behov for at amme og give antistoffer videre til ham, og at det ikke var hans skyld…..tror de sanser følelser mere end man lige regner med.
    Stort du deler din svære amme oplevelse! Dejligt at du er en god fødemaskine (0: you rock!!

    • dittemariej siger:

      Hvor er jeg ked af at I også havde en træls start og træls ammeoplevelse – det er utroligt så meget det fylder. Heldigvis kan jeg jo huske fra Anton at det fylder mens det står på, nu her tænker jeg aldrig over at han fik flaske, han er jo en sund og rask dreng! Så jeg skal også nok komme dertil med lillesøster men stadig, øv altså!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s