Om KBU når man er en familie – nu med nummer

Kender I det, at man fortæller sig selv at man altid er uheldig og at man HELT sikkert får et nummer langt over 300? Og man så alligevel bliver sinddsyg frustreret, vred og ked af det når man så får nummer 338 fordi man nok inderst inde havde håbet på et meget, MEGET lavere nummer? Sådan havde jeg det i mandags. Total, über-lortedag.

Bassen kastede op sent søndag aften og sov stort set ikke hele natten men vækkede mig hver 40. minut. Derfor var føromtalte basse hjemme mandag da mailen tikkede ind og han var sur med sur på og jeg træt med træt på. Der var derfor ikke store mængder overskud da der tikkede meldinger ind på facebook om medstuderende med både nummer 380 og 89. Jeg nåede at tænke et splitsekund at jeg ikke turde tjekke men løb selvfølgelig hen til computeren og klikkede mailen frem. Brevet med nummer er en vedhæftet fil som jeg hurtigt kørte musen over og nåede at skimte tallet 108 inden jeg reflektorisk klikkede på filen. I de to sekunder inden den åbnede nåede jeg at ånde lettet op og glæde mig over nummer 108 inden chokket nok var dobbelt så stort da den kastede nummer 338 i hovedet på mig. Måtte lynhurtigt tilbage og se hvad det der nummer 108 var for noget. 108 KB. KI-LO-BY-TE. Størrelsen på den lorte-vedhæftede fil.

Nå men med manglende søvn + manglende overskud + nummer 338 besluttede jeg mig for at græde et par timer mens jeg byggede brio-bane med en på ingen måder overbevisende entusiasme. Efter de par timer har jeg ikke kunnet mobilisere mere vrede og frustration og nærmere været sådan lidt opgivende. Jeg kan jo sagtens klare at lege læge i udkantsdanmark og bassens far er en voksen mand der også sagtens kan klare at have en pendlende kæreste i et års tid. Men altså, bassen. Det er jo ham der er den store taber i det her. Til den tid nærmer han sig de 2 år og jeg synes bare slet ikke han er stor nok til sådan at undvære sin mor så meget. Heldigvis har han jo en fantastisk far og skønne bedsteforældre og vi er allesammen klar til at stå på hovedet for at det her ikke skal gå ud over ham, selvom det ikke kan undgås i et eller andet omfang.

Mht det der nummer. 300-f******-38. Så er det så højt at det slet ikke fandtes sidste runde. På den anden side er der 440 der har meldt sig til KBU i år, altså ca. 100 mere end sidste runde så pludselig er mit nummer jo knap så skidt – eller er det? Det er fuldstændig umuligt at forudsige. Pt aner vi ikke hvor mange der rent faktisk vælger (nogen tager til sverige, nogen laver phD osv) og hvor alle de nye forløb bliver oprettet. Alt det ved jeg forhåbentlig mere om næste uge. Indtil da krydser vi alt hvad der krydses kan for at jeg kan få mit forløb i Nykøbing F. Det tager jo kun (indsæt selv voldsomme mængder sarkasme her) halvanden time hver vej så hvis bare jeg skynder mig kan jeg nå at kysse min basse godnat.

Btw. Mandag eftermiddag var jeg strikkebio med en veninde. Der er præmielodtrækning. Når lige at hviske at jeg er noget træt af lodtrækninger liiige idag. F*ndme om så ikke mit sædenummer bliver udtrukket og jeg vinder en strikkepose fra søstrene grene. Kan man andet end at grine så???

Reklamer

One thought on “Om KBU når man er en familie – nu med nummer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s